Hvorfor fortsætter teams nogle gange med at levere på en plan, selvom markedet eller kundernes behov har ændret sig?
I denne episode fortæller Rasmus Kaae om en situation, hvor et team leverede det, de havde lovet – men brugerne havde undervejs fået brug for noget andet. En fastlåst plan og en tung proces for at ændre den gjorde det svært at reagere i tide.
Rasmus taler om, hvorfor ledere ofte efterspørger faste planer, hvordan forecast kan give plads til både overblik og forandring, og hvordan man gør usikkerhed tydelig i arbejdet med roadmap og backlog.
Du får blandt andet perspektiver på:
- Forskellen mellem at forpligte sig til et mål og at love en bestemt leverance
- Hvordan planer kan blive en barriere, når forretningens behov ændrer sig
- Hvorfor tidlige estimater bør behandles som usikre
- Hvordan roadmap og backlog kan blive mere præcise, efterhånden som man lærer mere
- Hvorfor det kan være nyttigere at spørge “hvornår kan vi kigge på det?” end “hvornår er det færdigt?”
- Hvordan teams og ledere kan tale om at ændre prioritering, når noget vigtigere dukker op
Planlægning er stadig nødvendig. Men i produkt- og softwareudvikling bør planen hjælpe os med at træffe bedre beslutninger undervejs – også når beslutningen er at ændre kurs.