Når projektet venter på en beslutning: Sådan leder du opad uden flere statusmøder

Empiric-artikelcover om at lede opad og skabe beslutninger i projektledelse

Et projekt kan se ganske fornuftigt ud i statusrapporten, selv om alle omkring bordet godt ved, at en vigtig leverance er ved at skride. Teamene arbejder, planen bliver opdateret, og de seneste aktiviteter er gennemført som aftalt, men en afgørende beslutning om kapacitet, prioritering eller scope mangler stadig. Projektlederen har ansvaret for at få tingene til at hænge sammen, men mandatet til at ændre prioriteringen ligger et andet sted i organisationen. Når det samme punkt dukker op på tredje statusmøde i træk, er det værd at spørge, om problemet egentlig er manglende rapportering, eller om vi ikke har gjort det tydeligt nok, hvad ledelsen skal beslutte.

Det er en af grundene til, at vi hos Empiric arbejder med begrebet at lede opad. For os handler det ikke om at tilfredsstille sin chef eller blive bedre til at sælge en bestemt løsning, men om at skabe de betingelser, der gør det muligt for andre at træffe de beslutninger, som arbejdet afhænger af. Det kræver, at man forstår ledelsens interesser og begrænsninger, tør gøre konsekvenserne tydelige og samtidig kommer med realistiske handlemuligheder frem for blot at sende et problem videre.

Projektlederen har ofte ansvaret, men ikke hele mandatet

På et seminar på Hotel Koldingfjord arbejdede Rasmus og Thommas med projekt- og programledere om netop de situationer, hvor man skal skabe fremdrift gennem mennesker, som man ikke har formel instruktionsbeføjelse over. De brugte blandt andet SCARF, BATNA, Thomas-Kilmann og Circle of Influence som forskellige indgange til relationer, konflikter og beslutninger. Det interessante er ikke, hvor mange modeller man kan huske bagefter, men om man bliver bedre til at håndtere en konkret situation, når man kommer tilbage til sit projekt.

Forestil dig eksempelvis et projekt, hvor tre teams skal levere hver deres del af en samlet løsning. To af teamene har planlagt deres bidrag og er godt i gang, mens det tredje team er blevet bedt om at prioritere en anden opgave. Ingen af de tre teams behøver at have gjort noget forkert, og det tredje teams opgave kan sagtens være vigtigere for virksomheden. Alligevel står projektlederen med en reel afhængighed, fordi værdien af de første to teams’ arbejde ikke kan realiseres, før det sidste bidrag også er på plads.

Det er fristende at beskrive situationen som en ressourceudfordring og lade den stå i risikologgen, men det fortæller ikke ledelsen, hvad der forventes af den. Måske skal en anden aktivitet sættes på pause, måske skal projektets første leverance gøres mindre, eller måske skal organisationen acceptere, at den oprindelige deadline ikke længere er realistisk. Alle tre muligheder kan være fornuftige afhængigt af forretningens behov; det afgørende er, at valget bliver taget bevidst og ikke opstår som en forsinkelse, ingen rigtigt har besluttet.

Gør beslutningen tydelig, før du beder om hjælp

En projektleder kommer længere med en konkret beslutningsanmodning end med et generelt ønske om flere ressourcer. Det betyder, at man skal kunne beskrive, hvad der er blokeret, hvorfor det har betydning for den samlede leverance, og hvilke muligheder der faktisk findes. Det er også nødvendigt at være ærlig om usikkerhederne: Vi ved måske, at en test ikke kan starte uden et bestemt miljø, men vi ved ikke nødvendigvis præcist, hvor mange dage den samlede leverance bliver forsinket. Den forskel bør fremgå af beslutningsgrundlaget.

BATNA, som Rasmus og Thommas også arbejdede med på seminaret, er et brugbart redskab til den forberedelse. Begrebet handler om at kende sit bedste realistiske alternativ, hvis man ikke opnår den aftale eller beslutning, man foretrækker. I projektarbejde kan det eksempelvis være at levere en afgrænset funktionalitet først, flytte en aktivitet til næste release eller planlægge en midlertidig løsning, som ikke skaber uacceptabel teknisk gæld. Det er ikke en undskyldning for at sænke ambitionen, men en måde at gøre det klart, hvad organisationen kan vælge imellem.

Samtalen med ledelsen kan derfor lyde nogenlunde sådan: Vi kan fastholde datoen, hvis vi får prioriteret det manglende bidrag i denne uge. Hvis det ikke er muligt, kan vi reducere den første leverance til de funktioner, som de to andre teams allerede kan understøtte. Fastholder vi både scope og den nuværende prioritering, er vores vurdering, at leverancen bliver senere end planlagt. Hvilket hensyn ønsker I, at vi prioriterer? Formuleringen er enkel, men den ændrer samtalen fra en status om et problem til et valg, nogen faktisk har mandat til at træffe.

Tal om konsekvenser uden at gøre andre til problemet

At lede opad kræver også, at man kan bringe ubehagelige oplysninger frem uden at gøre samarbejdet vanskeligere end nødvendigt. Når et andet team ikke kan levere til den aftalte tid, eller en beslutning bliver udskudt, kan frustrationen let komme til at fylde mere end de faktiske forhold. Hvis budskabet bliver, at en bestemt leder aldrig beslutter noget, eller at en afdeling konstant blokerer projektet, får man hurtigt en diskussion om personer og hensigter frem for om den beslutning, der mangler.

Her kan SBI-modellen være en hjælp, fordi den tvinger os til at skelne mellem situation, observerbar adfærd og virkning. I stedet for at sige, at styregruppen er ubeslutsom, kan projektlederen forklare, at prioriteringen af testmiljøet blev udskudt på tirsdagens møde, og at testen derfor ikke kan starte mandag som planlagt, medmindre der kommer en afklaring senest torsdag. Når observationen er konkret, bliver det lettere at tale om konsekvensen uden at tillægge nogen motiver, vi ikke kender.

SCARF giver et andet perspektiv på den samme samtale. Ledere er også mennesker, som kan opleve usikkerhed om status, autonomi, relationer og retfærdighed, når de bliver bedt om at vælge mellem konkurrerende behov. Det betyder ikke, at projektlederen skal skjule en risiko eller pakke et problem ind i høflige omskrivninger, men at det ofte hjælper at forstå, hvilke hensyn beslutningstageren forsøger at balancere. Man kan være tydelig om konsekvensen og samtidig give plads til, at der findes andre legitime prioriteringer end ens eget projekt.

Når den oprindelige plan ikke længere er den rigtige

Rasmus har tidligere fortalt om et team, der leverede præcis det, der var aftalt, selv om brugernes behov havde ændret sig undervejs. Teamet havde fulgt planen, men den måde ændringer skulle behandles på, gjorde det vanskeligt at justere kursen i tide. Historien er værd at tage med ind i diskussionen om at lede opad, fordi den viser, at en projektleder ikke kun skal bede om beslutninger, når noget går langsommere end forventet. Nogle gange er den vigtigste beslutning at ændre retning, selv om arbejdet forløber efter den oprindelige plan.

Det kræver, at vi tør bringe ny viden ind i ledelsesdialogen. Hvis en løsning teknisk set bliver færdig til tiden, men ikke længere løser det vigtigste problem for brugerne, er en grøn status ikke nødvendigvis et godt udtryk for projektets tilstand. Projektlederen bør kunne forklare, hvilke antagelser der har ændret sig, hvad vi har lært, og hvilken konsekvens det vil have at fortsætte uændret. Det er også en form for ledelse opad, fordi man hjælper organisationen med at prioritere ud fra den virkelighed, den står i nu, og ikke kun ud fra den plan, den godkendte for nogle måneder siden.

Status skal gøre det lettere at handle

I vores arbejde med AI i projektledelse har Rasmus og Thommas også været optaget af, hvor meget tid der går med at samle information til statusmøder, risikologge og beslutningsoplæg. AI kan i nogle tilfælde hjælpe med at finde uoverensstemmelser mellem mødereferater, opgavelister og statusrapporter eller udarbejde et første udkast til et beslutningsgrundlag. Det kan være nyttigt, men det ændrer ikke på, at det er mennesker, som skal vurdere kvaliteten af oplysningerne, prioritere mellem hensynene og tage ansvar for valget. Værktøjerne bør frigøre tid til den samtale frem for at producere endnu flere dokumenter.

En enkel øvelse er at se tilbage på de seneste tre statusmøder i et projekt og identificere de emner, som blev gentaget uden at blive afklaret. Var der formuleret en konkret beslutning, eller var der blot beskrevet en udfordring? Var de realistiske alternativer synlige, og sad de rette beslutningstagere med ved bordet? Hvis en beslutning blev taget, blev den så omsat til en ændret prioritering i teamenes faktiske arbejde? De spørgsmål siger ofte mere om projektets beslutningskraft end antallet af grønne felter i rapporten.

Hvis den samme afhængighed dukker op uge efter uge, er svaret sjældent at skrive en længere status. Det kan i stedet være nødvendigt at ændre beslutningsforum, tydeliggøre mandatet eller gøre det mere acceptabelt at vælge noget fra. En projektleder, som formår at forberede den samtale ordentligt, gør ikke kun sit eget projekt lettere at styre, men hjælper også ledelsen med at få et mere realistisk billede af, hvad organisationen samlet har kapacitet til.

Begynd med én beslutning, der har ventet for længe

At lede opad kan lyde som en stor ledelsesdisciplin, men det kan begynde ganske konkret. Vælg én blokering, der har stået åben længe, og beskriv på en enkelt side, hvilken beslutning der mangler, hvilke to eller tre muligheder der findes, og hvad konsekvensen er ved ikke at vælge. Tag derefter samtalen med den person, som faktisk har mandatet, og følg op på, om beslutningen ændrer arbejdet i praksis. Det er en mere nyttig test af vores ledelsesarbejde end endnu en flot statusrapport.

Hos Empiric arbejder vi med prioritering, samarbejde og eksekvering på tværs af projekter, programmer og teams. Vi ser det som en central del af god projektledelse at gøre svære valg synlige, før de bliver til forsinkelser, og at hjælpe ledelsen med at forstå de konsekvenser, den har ansvar for at vælge imellem. Du kan også læse vores tidligere faglige artikel om evnen til at lede opad.

Scroll to Top